Jeg er lige kommet hjem, efter at have været i biografen og se “Clash of the titans” – i 3D!
Lad det være sagt med det samme, hvis du – ligesom jeg – ved bare en lille smule om græsk mytologi og har svært ved bare at slå hjernen fra, når du ser en film, så hold dig langt væk fra dette makværk!
Mere fyld indenfor…
Først lidt fakta:
Filmen er instrueret af Louis Leterrier, som tidligere har instrueret de to “Transporter” film. I hovedrollerne ses blandt andre Sam Worthington, Liam Neeson og vores egen Mads Mikkelsen. Derudover kan det nævnes, at filmen er en genindspilning af “Clash of the titans” fra 1981.
Hvor skal man begynde. Manuskriptet er kort sagt noget rod. Indledningen giver ikke ret meget mening i forhold til resten af filmen, der er ingen nævneværdig karakterudvikling og plottet bliver alt for ofte drevet frem af deus ex machina.
Det hele begynder med en lille dreng, der på mærkværdig vis driver rundt på have i en kiste. Han redes af en fisker, der tager ham til sig og sammen med sin kone opfostrer ham. Hans opvækst springes der let og elegant henover. Vi får kun en enkelt scene, hvor en ca. ti år gammel Perseus er en smule ængstelig, fordi hans plejeforældrer venter endnu et barn. Herfra springer vi omkring ti år frem, hvor den nu voksne Perseus må se sig nødsaget til at bevæge sig ud på en farefuld færd for at frelse byen Argos. Her har indbyggerne nemlig set sig sure på guderne og erklæret dem krig. Hvorfor guderne er så slemme, får vi aldrig rigtig noget svar på. Resten af filmen går med diverse kampe mod det ene monster efter det andet.
Instruktionen kan vel mest betegnes som kompetent, i ordets mindst rosende betydning. Den fungerer, men jeg sad på intet tidspunkt og var på nogen måde overvældet. Billederne er flotte, om end temmeligt ensformige. Derudover indeholder filmen usandsynligt meget CGI, en ting som jeg personligt er ved at være enormt træt af. Den overdrevne brug af computergrafik i film for tiden, føles ofte som en let genvej til nogle effekter, som det ellers ville være svært at opnå. Problemet er at det kommer til at virke lidt ligesom at få serveret Knorr, i stedet for en hjemmelavet bearnaise.
Dette var den første film, jeg har set i 3D, og jeg må indrømme at jeg ikke var synderligt imponeret. Bevares, man kunne da se hvem der stod foran hvem, men i actionscenerne går det alt for stærkt, til at man rigtig får en fornemmelse for 3D effekterne.
På lydsiden er der derimod ikke ret mange fingre at sætte, den fungerer ganske udmærket, omend musikken efter et stykke tid kører lidt i tomgang.
Med hensyn til mytologien, så henvender filmen sig nok primært til folk, der ikke kender ret meget til den i forvejen. Der bliver rodet en del rundt i, hvad guder og titaner i virkeligheden er for nogle størrelser. Og de gamle tekster og sagn bliver uden de store vanskeligheder sat helt til side.
Så hvis du bare trænger til endnu et ligegyldigt actionbrag, så gå du trygt ind og se Clash of the titans. Men hvis du som jeg ønsker at bruge hovedet lidt, under (og ikke mindst efter) en film, så styr udenom denne.
—
Alle billeder tilhører Warner Bros.

Kanon med et review
Synes ik selv jeg gider tage ind og se den, efter den her anmelding! ..
Jeg melder mig lige på din blog for at se hvad der sker mere!
CGI effekterne kommer man vel ikke uden om i dagens samfund.
Hollywood er jo en pengemaskine uden anden sammenligning, og desværre ser man ofte, at deres aktionfilm er præget af en generel “fast forward to the money” mentallitet hvor målet berettiger midlet.
Det er en udemærket review, der sagtens kan måle sig med andre professionelles udtalelser i diverse medier.
Bravo!