Én ting er sikkert: det her køb kommer jeg ikke til at fortryde!

Detaljer indenfor…Frederik samlede mig op lidt over ti, og omkring klokken 11 nåede vi så til Holeby, sammen med Ann og Victoria. Vi kørte ind og parkerede sammen med Mitsu klubben. Her mødte vi Kino og Annika, med deres unger Oskar og Gabi. Perfekt med så mange skønne poder at fotografere, for slet ikke at tale om alle de lækre biler.

Vi begyndte med at kigge lidt på løbene, men jeg måtte hurtigt sande at et 50 mm objektiv ikke er optimalt til motorsport. Men jeg fik nogle udmærkede skud af tilskuere og dækafbrænding.

I øvrigt så priste jeg mig flere gange lykkelig over 5D’s indbyggede ND filter, bedre kendt som ISO 50. Uden det havde det slet ikke været muligt at skyde ved f/1.4, der var simpelthen for meget lys. Og jeg savnede da også til tider mit ND filter, som jeg af en eller anden grund havde ladet blive hjemme.

Men da vi først kom lidt rundt, for at se på de udstillede biler, var tabet nu ikke så stort alligevel.

Det er to år siden jeg sidst var til streetrace i Holeby, dengang var der en god håndfuld flere udstillingsbiler. Dette ægrede mig en del, netop fordi fotoudstyret er mest egnet til stillestående motiver, men jeg fik da alligevel nogle gode skud i kassen.

Resten af settet kan findes på Flickr.

]]> http://menhvorfor.wordpress.com/2010/04/24/nyt-kamera-og-streetrace/feed/ 0 anj273 Viper Fælge http://menhvorfor.wordpress.com/2010/04/17/om-at-v%c3%a6re-tr%c3%a6t-efter-arbejde/ http://menhvorfor.wordpress.com/2010/04/17/om-at-v%c3%a6re-tr%c3%a6t-efter-arbejde/#comments Sat, 17 Apr 2010 21:33:35 +0000 anj273 http://menhvorfor.wordpress.com/?p=82 ]]> Jeg er ikke vant til at arbejde, slet ikke ti timer i træk. Derfor bliver dagens blogindlæg nok lidt kortere end sædvanligt.

Lad det være sagt med det samme, hvis du – ligesom jeg – ved bare en lille smule om græsk mytologi og har svært ved bare at slå hjernen fra, når du ser en film, så hold dig langt væk fra dette makværk!

Mere fyld indenfor…

Først lidt fakta:

Filmen er instrueret af Louis Leterrier, som tidligere har instrueret de to “Transporter” film. I hovedrollerne ses blandt andre Sam Worthington, Liam Neeson og vores egen Mads Mikkelsen. Derudover kan det nævnes, at filmen er en genindspilning af “Clash of the titans” fra 1981.

Hvor skal man begynde. Manuskriptet er kort sagt noget rod. Indledningen giver ikke ret meget mening i forhold til resten af filmen, der er ingen nævneværdig karakterudvikling og plottet bliver alt for ofte drevet frem af deus ex machina.

Det hele begynder med en lille dreng, der på mærkværdig vis driver rundt på have i en kiste. Han redes af en fisker, der tager ham til sig og sammen med sin kone opfostrer ham. Hans opvækst springes der let og elegant henover. Vi får kun en enkelt scene, hvor en ca. ti år gammel Perseus er en smule ængstelig, fordi hans plejeforældrer venter endnu et barn. Herfra springer vi omkring ti år frem, hvor den nu voksne Perseus må se sig nødsaget til at bevæge sig ud på en farefuld færd for at frelse byen Argos. Her har indbyggerne nemlig set sig sure på guderne og erklæret dem krig. Hvorfor guderne er så slemme, får vi aldrig rigtig noget svar på. Resten af filmen går med diverse kampe mod det ene monster efter det andet.

Instruktionen kan vel mest betegnes som kompetent, i ordets mindst rosende betydning. Den fungerer, men jeg sad på intet tidspunkt og var på nogen måde overvældet. Billederne er flotte, om end temmeligt ensformige. Derudover indeholder filmen usandsynligt meget CGI, en ting som jeg personligt er ved at være enormt træt af. Den overdrevne brug af computergrafik i film for tiden, føles ofte som en let genvej til nogle effekter, som det ellers ville være svært at opnå. Problemet er at det kommer til at virke lidt ligesom at få serveret Knorr, i stedet for en hjemmelavet bearnaise.

Dette var den første film, jeg har set i 3D, og jeg må indrømme at jeg ikke var synderligt imponeret. Bevares, man kunne da se hvem der stod foran hvem, men i actionscenerne går det alt for stærkt, til at man rigtig får en fornemmelse for 3D effekterne.

På lydsiden er der derimod ikke ret mange fingre at sætte, den fungerer ganske udmærket, omend musikken efter et stykke tid kører lidt i tomgang.

Med hensyn til mytologien, så henvender filmen sig nok primært til folk, der ikke kender ret meget til den i forvejen. Der bliver rodet en del rundt i, hvad guder og titaner i virkeligheden er for nogle størrelser. Og de gamle tekster og sagn bliver uden de store vanskeligheder sat helt til side.

Så hvis du bare trænger til endnu et ligegyldigt actionbrag, så gå du trygt ind og se Clash of the titans. Men hvis du som jeg ønsker at bruge hovedet lidt, under (og ikke mindst efter) en film, så styr udenom denne.

—

Alle billeder tilhører Warner Bros.

Fortsættes…

Jeg har i omkring to år skudt med et Olympus E-520. Et kamera som jeg har lært meget af, og som jeg har været utroligt glad for. Men tiden er efterhånden kommet til at erstatte det med noget andet. Den primære årsag til denne beslutning er, at jeg mangler et lysstærkt objektiv, uden variabel blænde. Udbudet af denne type glas til Olympus’ 4/3-system er svært begrænset. 4/3-systemet har aldrig haft det mest imponerende udbud af objektiver, antallet er for nyligt faldet fra 42 til 30. Dette drastiske fald har ledt mig til den (muligvis ukorrekte) konklusion, at systemet lige så stille er ved at dø.

En anden ting der taler for denne konklusion er den nylige lancering af Micro-4/3. Dette system består af mindre ikke-SLR kameraer, med udskiftelig optik. Olympus har længe ikke rigtig haft fat i toppen af SLR markedet, og det giver derfor god mening, at overlade dette marked til de tre store spillere: Canon, Nikon og Sony. Dermed kan Olympus fokusere på den niche som Micro-4/3 lægger sig i.

Derfor har jeg besluttet mig for at bevæge mig over til enten Canon eller Nikon.

Efter at have brugt mange timer på at kulegrave markedet, er jeg nået frem til at det optimale kamerahus, til mit behov, er et Canon 5D Mk. II. Det er et full-frame kamera, hvilket betyder at billedsensoren har samme størrelse, som gammeldags 35mm film. Dette giver en uovertruffen billedkvalitet. Derudover kan dette hus optage video i fuld HD (1080p), og faktisk er finalen på sæson 6 af TV-serien House filmet med et 5D Mk. II.*

Men ak, et 5D Mk. II koster på den grimme side af 15.000 kr. og det rækker en SU desværre ikke til. Jeg har derfor måttet se mig om efter et alternativ. Og hvorfor ikke vælge forgængeren, Canon 5D?

I øjeblikket er brugtpriserne på dette kamerahus meget fordelagtige. Et kamera i god stand kan findes til omkring 6.500 kr., og man kunne jo så passende tillade sig at bruge lidt flere penge på et ordentligt objektiv. Jeg kommer til at undvære video funktionen, og opløsningen på 5D er også kun på ca. halvdelen af hvad Mk. II kan præstere. Men det skyder stadig på full frame, hvilket må siges at være et kæmpe plus i min bog.

Jeg skal nok lige gå et par dage og tygge lidt på beslutningen, men indtil videre er jeg ret tændt på dette kamera.

–
*: http://www.dpreview.com/news/1004/10041302canon5dIhouse.asp

Videre analyse og konklusion indenfor:

—

Sådan som jeg ser det, er der under det nuværende system visse personer, der udelukkende tilmelder sig en uddannelse, for at få en indkomst. Dette medfører naturligvis visse udfordringer. For det første vil sådanne “studerende” ganske givet trække det gennemsnitlige niveau på et givent hold ned. Derudover vil det fra et samfundsmæssigt synspunkt ikke være ønskværdigt, at pøse SU-midler efter elementer, der i bund og grund ikke fortjener dem.

Den sidstnævnte af disse problemstillinger er der dog taget højde for i systemet: gennem fraværsregistrering. Denne form har dog visse invaliderende problemer. Det tager fx ikke højde for, om de studerende er studieaktive. Altså hvorvidt de deltager i undervisningen og har styr på deres hjemmearbejde. Der fokuseres udelukkende på om de tilmeldte kursister møder op til de timer, som de skal.

Fraværsregistrering er et meget firkantet og gammeldags måde at håndtere problemet med “snyltere”. Man kan fx sagtens forestille sig stærke elever, der uden større problemer vil kunne undvære 2/3 af klasseundervisningen til fordel for selvstudium, og alligevel have bedre forståelse for stoffet, og i sidste ende et højere gennemsnit, end de svagere elever. Derudover har teknologien nu også givet dem bedre mulighed for at følge undervisningen fra hjemmet: opgaver kan afleveres digitalt, læsestof kan downloades fra Nettet og gruppearbejde kan udføres – uden større vanskeligheder – gennem videokonferencer.

For at understrege min pointe, kan jeg oplyse at dette blogindlæg er skrevet i en historietime, hvor resten af klassen sidder og ser en BBC dokumentar om angrebet på Pearl Harbor. Jeg har i forvejen beskæftiget mig temmelig meget med 2. Verdenskrig, og er derfor sikker på at jeg ikke går glip af noget, ved ikke at følge med i filmen. Men hvis jeg ikke havde været til stede, ville det have kostet på fraværskontoen.

Specielt på et sted som VUC må man forvente at de indrullerede kursister har en større grad af både livserfaring og selvdisciplin, hvilket i stor udstrækning burde sætte dem i stand til selv at varetage deres uddannelse.

På den anden ende af skalaen sidder de tidligere omtalte snyltere, der ikke behøver at gøre ret meget andet, end at møde op dagligt, koble hjerne fra i mellem fem og otte timer, og så ellers grine hele vejen til banken. Der er naturligvis visse skriftlige opgaver, der skal afleveres, men både mængden af opgaver samt konsekvenserne ved manglende aflevering er så lille, at dette sjældent bliver noget problem.

Hvordan kan man så forsøge at ændre dette system?

Mit forslag er at man afskaffer det forældede og hullede fraværssystem, og i stedet erstatter det med et system, der fokuserer mere på faglig forståelse end fremmøde. Dette kan fx gøres ved at øge antallet af skriftlige afleveringer.

Videre analyse indenfor…

—

Én ting er at begynde i gymnasiet lige efter folkskolen, på et tidspunkt hvor man måske mest gør det, fordi det er hvad alle andre gør. Men når man tager hul på et to-årigt HF kursus på VUC, hvilket jo som bekendt står for VoksenUddannelsesCenter, burde man – efter min bedste overbevisning – være på et punkt i sit liv, hvor man allerede har gjort sig nogenlunde klart, hvor man er på vej hen.

På nuværende tidspunkt er der officielt omkring 30 tilmeldte kursister på holdet. Det daglige fremmøde ligger dog på på et sted mellem 1/3 og 2/3. Bevares, jeg skal ikke sidde og spille hellig; jeg har absolut også holdt mine “hjemmedage”. Men til forskel fra adskillige unavngivne kursister, så deltager jeg som regel aktivt i undervisningen, og har som oftest også – enten gennem lektielæsning, eller en substantiel baggrundsviden – en god forståelse for de emner vi gennemgår.

Det der undrer, og til dels også bekymrer mig, er at jeg ikke kan forstå motivationen for at lade sig indrullere i en uddannelse, som man ikke ønsker at fuldføre. Handler det om at man bare skal have nogle let-tilgængelige SU udbetalinger, eller er det et symptom på manglende vejledning?

Sådan som jeg ser det, har man som ung (u. 25 år) arbejdsløs i dagens Danmark fire muligheder:

1. At finde et arbejde – Men det kan være utroligt svært, når man bor i et yderområde, og ikke har noget uddannelse.
2. Dagpenge, hvis man har været så fornuftig at være meldt ind i en A-kasse.
3. Kontanthjælp – Dette er for mange forbundet med en følelse af nederlag. Det er aldrig rart at skulle tigge penge, om det så er på gaden, eller fra kommunen.
4. Uddannelse – Med SU.

Her følger en hurtig sammenligning af den økonomiske side af pkt. 2-4 (for overskuelighedens skyld, koncentreret om unge under 25 år):

• Maksimal dagpengesats: kr. 16.293,00 pr. måned.
• Kontanthjælp: kr. 6.351,00 pr. måned.
• SU: kr. 5.384, SU-lån: kr. 2.755,00. Maksimal udbetaling i alt: kr. 8139,00.

Differencen mellem kontanthjælp og den maksimale SU (inkl. lån) er altså (8139,00 – 6351,00 = 1788,00) kr.

Således kan vi se, at der for den uheldige/ufornuftige arbejdsløse, som ikke har stået i A-kasse, er en betragtelig økonomisk gevinst, ved at tilmelde sig en uddannelse, frem for at søge kontanthjælp. Naturligvis skal de lånte SU-midler betales tilbage på et senere tidspunkt, men når man står og mangler penge, er det nok ikke det facet af sagen, der vejer tungest. Derfor må det, set fra mit synspunkt, også være denne økonomiske gevinst, der skal ses som den primære årsag, til at så forholdvis mange unge, vælger at tage hul på en uddannelse, som de muligvis ikke har tænkt sig at fuldføre.

Videre analyse af denne problemstilling i morgen. Indtil da er ordet frit i kommentarerne.

Kilder:

http://www.su.dk/SU/satserSU/ungdomsuddannelse/Sider/default.aspx
http://www.detfagligehus.dk/akasse/dagpengesatser.html
https://www.borger.dk/Emner/arbejde-dagpenge-orlov/dagpenge-og-kontanthjaelp/Sider/kontanthjaelp.aspx?KommuneId=710

Mere…
—

Ret hurtigt begyndte jeg at læse en del litteratur om fotografering. Både bøger og diverse online ressourcer blev slugt, – jeg vil gerne sende en venlig tanke til David Hobby - og jeg synes efterhånden jeg har opnået en god teknisk forståelse for mediet.

Det der fascinerer mig med ved det gode fotografi, er muligheden for at fastholde et enkelt øjeblik ved et tryk på en knap. Det gode fotografi kan fortælle en historie på en måde som intet andet medie. Jeg kan også godt lide fotografiet, fordi jeg  (som så mange andre) er i besiddelse af en ufatteligt dårlig hukommelse. Igennem mine billeder kan jeg genopleve svundne tider, og på den måde er min svækkede hjerne ikke så stort et problem.

Da jeg i vinteren 2008/09, på grund af stort arbejdspres, gik ned med stress, var fotografiet det der fik mig til at gå udenfor. Jeg brugte min hobby som en slags terapi, en måde hvorved jeg kunne koble af og koncentrere mig 100% om noget håndgribeligt, i stedet for de mange tanker, der ellers farede rundt i hovedet på mig.

Jeg har aldrig før fundet en måde at komme af med mine (begrænsede) kreative drifter. Men efter jeg er begyndt at fotografere, har jeg opdaget en helt ny og “kunstnerisk” side af mig selv. Jeg har indenfor de sidste to år forsøgt at udvikle denne nyfundne kulturelle facet af min personlighed. Det har været, og er til stadighed, er enormt spændende rejse, som jeg glæder mig meget til at se, hvor bringer mig hen. Den næste destination er forhåbentlig Journalisthøjskolen i Århus…

Mit navn er Andreas Jensen, jeg er 26 år gammel, og jeg er blandt andet HF-kursist og amatørfotograf. Jeg har valgt at give mig i kast med en blog, mest af alt fordi jeg gerne vil raffinere mine skrivefærdigheder, i et forsøg på at forbedre mine chancer for at blive optaget på journalisthøjskolen.

Mere indenfor…
—

Projektet går ud på følgende: skriv et indlæg hver eneste dag, om noget som jeg i dagens løb har undret mig over. For at  hjælpe mig med dette – i mine øjne – forholdvist ambitiøse projekt, har jeg tilmeldt mig på www.habitforge.com, som er et site, der sender en automatisk mail hver dag. I denne mail vil så stå et enkelt spørgsmål i retning af: “Hvordan gik det i går, har du holdt hvad du lovede?” – Herefter kan man så klikke “Ja” eller “Nej”, og på den måde fører sitet så statistik over mit skriveprojekt.

Det bliver spændende at følge med i hvorvidt det virker.

“And now to something completely different…”

—

iPad

Jeg har netop set www.macworld.com‘s første blik på Apples “lille” ny: iPad, og selvom jeg er blevet klogere på den og dens funktioner, så står jeg stadig tilbage med, samme følelse som jeg havde første gang, jeg hørte om den dingenot: “Men, hvorfor?”.

Den kvikke læser vil måske have bemærket, at netop denne “følelse” har givet navn til bloggen, og ja; det er for mig en daglig oplevelse, at stå og klø mig i nakken, mens jeg prøver at finde ud af, hvad det lige er, der foregår omkring mig. Derfor må det jo være meget passende, at navngive denne blog efter den tanke.

Det må være nok for denne gang, men jeg vender tilbage igen i morgen.